Skrevet af Martin Ishøy.
Nej, det er ikke den Danske Folkekirke, som har udsendt en velgennemtænkt og perspektivrig 150 sides rapport om især husdyretik udarbejdet af en kreds af sagkyndige naturvidenskabsfolk og teologer. Folkekirken er mere optaget af højmessens liturgi og den slags. Det er folkekirkens søsterkirke, Tysklands evangeliske kirke, EKD, som i 2018 satte sit kammer for bæredygtig udvikling (som gennem årene har produceret flere lignende rapporter) til at udarbejde denne rapport i spændingsfeltet mellem landbrug, dyreetik, dyremedicin, erhvervsliv og ernæringspolitik på kirkeligt grundlag. En oplagt opgave for en kirke, som ønsker at være en del af samfundet. I maj 2019 blev rapporten vedtaget af EKDs øverste organ, hvilket betyder, at kirken nu står på mål for indholdet. Men det er jo i Tyskland.
At dyreetik er et påtrængende emne i en hård presset og pressende landbrugssektor og videre i forbrugersamfundet, bør ingen være i tvivl om. I Danmark er situationen, at staten ud over Det etiske råd også har Det dyreetiske råd (hvis arbejde får alt for lidt offentlig opmærksomhed), men til ingens overraskelse blænder kirke og kristendom med sit fravær. Derfor er denne tyske rapport interessant læsning for mennesker med tilhørsforhold til kirke og kristendom.
Nu vil nogle måske spørge, hvad dyreetik og kristendom har med hinanden at gøre? Det samme som etik og kristendom! Der bør være sammenhæng mellem vores selv- og tilværelsesforståelse og så den måde, vi faktisk lever på. Hvis vi som kristne mennesker mener, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi forholder os til vores nabo, må det samme gælde koteletten på vores tallerken, for den kommer fra et dyr, der lige så skabt og elsket af Gud som naboen. Det er bare som om, forholdet mellem dyreetik og religion kun kommer til orde på dansk, når folk som elsker svinefabrikker højere end indvandrere finder lejlighed til at overfalde muslimsk halalslagtning. Hvis man tænker, at der nok er mere og væsentligere at sige end det, er Husdyr og medskabning! Dyrevelfærd, ernæringsetik og bæredygtighed i evangelisk perspektiv, som rapporten hedder, et godt sted at tage fat, og SKABELSESTIDEN er et passende tidspunkt at vie den sin opmærksomhed: ”Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så at det var godt”. Hvor godt går det egentligt med forvaltningen?
Rapporten består af 6 kapitler i en logisk rækkefølge, startende med forholdet mellem mennesker og dyr i bibelsk perspektiv. Her understreges modsætningen til den menneskecentrerede dualisme, som opstår med renæssance og oplysningstid (I. Kant). I bibelen er dyr og mennesker forskellige skabninger, men meget på samme niveau. Et udtryk for en begyndende overvindelse af blindheden for dyrs værdighed findes i den tyske grundlov, hvor det hedder, at ”ingen må påføre et dyr smerter, lidelser eller skader uden en fornuftig grund”. I den bibelske tradition står mennesket under et ubetinget bud om vidtgående formindskelse af vold over for skabningen og alt levende, hvilket giver grund til at favorisere vegetarisk kost og hvad rapporten kalder en ”kritisk transformatorisk livsstil”.
Kapitel 2 og 3 tænker nationalt og internationalt. Kapitel 2 om forholdet mellem menneske og dyr i tysk landbrugsproduktion er tankevækkende også for danskere. Hvordan eksempelvis med værdigheden hos de millionvis af hanekyllinger, som rutinemæssigt aflives, fordi de ingen salgsværdi har? Selv om der kan være konfliktende målsætninger mellem dyre-, menneske- og skabelsesvelfærd, hænger de uløseligt sammen. Med sin globale horisont peger kapitel 3 blandt andet på den ubekvemme sandhed, at menneskehedens nuværende forbrug ville kræve tre planeter, hvis naturens ressourcer skulle kunne følge med. Som det hed i et EKD-studie fra 2005:”Lige så nødvendige som politiske krav er – fra kirkeligt synspunkt – indøvelsen af bæredygtige livsstile”. Den kulturelle omstilling på påkrævet i alle verdens lande.
Herefter er det oplagt, at kapitel 4 tager fat i de kirkelige bidrag til et ansvarligt, dyreetisk paradigmeskifte. Stikord er her verdensmålene, stop for madspild, ansvarsetik, forvaltning. I en af det mange, lange og fremragende fakta-bokse redegøres der for emnet dyrs intelligens, og der gøres opmærksom på den indlysende antropocentriske forudindtagethed, der ligger i at måle dyrs intelligens på menneskers. Dyr har i høj grad egne former for intelligens og kompetencer for tilegnelse.
Forvaltning er også kirkelig forpagtning af landbrugsjord, og her gennemgår rapporten (på baggrund af lokale redegørelser) status i kirkerne i flere af landsdelene (Tyskland er et stort land), og det konkluderes, at kirkerne har et højt egetansvar for at gå foran med gode eksempler.
I forlængelse heraf gennemgår kapitel 5 en række ”læresteder” så som kirkeår og kirkelig undervisning. Særlig interessant også for danske kirkedage er strategien fra 2013 (Kirkedagen spiser grønt og fair), hvor præsidiet for de tyske kirkedage tager ansvar for og i 2019 lykkedes med 100% økologi og fair trade produkter. Blandt de tankevækkende eksempler er den række samfundspolitiske diskussioner som kirken i Nordtyskland siden 2005 har indbudt til under titlen ”Kød er ikke grøntsager”, hvor landmænd m/k er gået i brechen for en bedre sammenhæng mellem erhverv og skaberværkets bevarelse, husdyrhold og husdyretik.
Den evangeliske kirke i Tyskland ser det som sin opgave som ”Mahner, Mittler und Motor” (formaner, formidler og motor) sammen med partnere i civilsamfundet at bidrage til en kulturel transformationsproces i retning af bæredygtig dyreetik og moderat kødkonsum. Det understreges af, at rapporten slutter med 10 centrale og udfordrende punkter for en bæredygtig husdyretik efterfulgt af 16 centrale udfordringer fra kirkeligt perspektiv – bl.a. til dyretransporter og regulering af frihandelen.
Også i Tyskland er kirken et inkluderende fællesskab. Som det et sted siges med en spidsformulering”, hører vegetarer, flexitarer, reduktionsvillige såvel som ubekymrede kødspisere sammen i fællesskabet om Herrens bord”. Men at stikke hovedet i buske og ignorere påtrængende udfordringer i et naivt håb om ikke at lægge sig ud med nogen er utroværdigt for en kirke og den sikre vej til at gøre sig selv helt overflødig. EKD’s bæredygtighedskammer har med rapporten præsteret et beundringsværdigt arbejde, som meget klart peger i retning af forbedret dyreetik, bæredygtighed, reduceret kødproduktion og lignende som kirkelige forventninger og som noget, vi alle bærer et ansvar for.
Rapporten foreligger både på tysk og engelsk. Pdf her: