Kronik – Aldrig mere krig mod naturen

Af: Martin Ishøy, sognepræst og Ph.d i miljøetik

Om aftenen den 4. maj 1945 blev Danmark befriet for at skulle leve under et nazistisk regime, som satte chauvinisme, menneskeforagt og uretfærdighed i system. Gudskelov er nazismen ikke en reel trussel i dag, men 75-året er alligevel en anledning til at overveje mulige paralleller til nutiden.

Hvad frihedskampen handlede om for nogle af de involverede, kan man forstå ved at læse en brevveksling fra krigens første tid, udgivet i 1992 under titlen Kære Hal, kære Koste. Den foregår mellem to venner, den senere berømte teologiprofessor K.E. Løgstrup og den allerede den gang berømte, jævnaldrende professor i kirkehistorie, Hal Koch, i dag mest husket som demokratiteoretiker, dengang formand for Dansk Ungdomssamvirke og tæt på regeringen. Brevvekslingen formulerer nogle grundlæggende og principielle spørgsmål, som er fuldstændig relevante også i en nutid, hvor det er menneskeskabte klimaforandringer og miljøforstyrrelser, der gør vores og klodens fremtid skræmmende usikker.

Koch og Løgstrup var enige om, at det var et svigt, at vi ikke havde modsat os besættelsen 9. april 1940. Fordi Danmark ikke havde kæmpet imod, måtte man æresløst indrømme, at det var et åbent spørgsmål, om det overhovedet var en rigtig besættelse. Men svigtet skyldtes, at vi ikke havde været parate til at sætte os op mod besættelsesmagten. Vi havde hygget os for meget og havde i virkeligheden ikke den fornødne vilje. Læren var, at uanset hvordan krigen endte, kunne det ikke fortsætte som før. Besættelsen lærte dem, at kulturen var gået i forfald og at kulturelle forandringer var nødvendige for fremtiden.

Det var de enige om, men de var også meget uenige, og indtog forskellige positioner. Koch repræsenterede og forsvarede samarbejdspolitikken. Kun inden for den, mente han, kunne man under besættelsen styrke og fremme befolkningens demokratiske sindelag, eksempelvis med ungdomssamvirket. Løgstrup kritiserer ham i brevene hårdt for hykleri. For hvordan kunne Koch bilde sig ind at fremme det demokratiske sindelag, også kaldet danskhed, som han prisgav med samarbejdspolitikken (som bl.a. accepterede antikomiternpagten og interneringen af kommunisterne)? For Løgstrup blev livet båret af bestemte fænomener, som man ikke kunne lære uden at bøje sig for dem. Koch ville fremme demokratiet. Løgstrup insisterede på det, som demokratiet byggede på.

Den demokratiske samtale er nødvendig for et godt og bæredygtigt samfund, men hvis det bliver ved ordene, er ordene løse. For Løgstrup kræver ægte demokrati reel respekt for fænomener af en dybere sandhed, som ikke står til diskussion (et par gange kalder Løgstrup dem for ”livslove”). Hvor langt kan realpolitik strækkes uden at dementere, hvad den skulle fremme? De to venner blev ikke enige om, hvor grænsen gik, grænsen for, hvad de kunne finde sig i af det, som de var enige om, var krænkelser. Hvornår var det rette tidspunkt at sætte sig op mod tyskerne, dvs. den nazistiske besættelsesmagt?

Selv om verden ser meget anderledes ud i dag, er nutidens spørgsmål og grænsedragninger meget parallelle. Der er bestemt nogle, som ikke mener, at klima- og miljøkriserne udgør andet end teknologiske udfordringer. Under krigen var der på samme måde ikke så få, som mente, at det der var galt med tyskerne, var besættelsen, ikke deres holdninger som sådan. Alle disse mennesker skal ikke fordømmes. Men de tog fejl. Det som i bagklogskabens lys er indlysende, er ofte ikke nær så indlysende i kampens hede og forvirring.

Men ligesom der dengang også var mange, som ikke kunne acceptere det regime, som besættelsesmagten stod for, og i lighed med Koch og Løgstrup måtte se i øjnene, at besættelsen var en påmindelse om, at man tidligere havde hyldet sig i behagelige illusioner, der havde taget freden alt for givet, er der i dag mange, som godt kan se, at klima- og miljøkriserne stiller ganske grundlæggende spørgsmålstegn ved den behagelige forbrugerkultur, som har udviklet sig siden krigen. Vi har sat ha-det-godt-hed i højsædet og nedtonet det som et bæredygtigt samfund må bygge på, nemlig respekt for de svage. Det er ofte fra de svage, at det uerstattelige og livgivende kommer. Og ”de svage” (forstår vi i dag) er ikke kun magtesløse mennesker, men i høj grad naturen. Forbrugersamfundet har kun respekt for købekraft, ikke for det, som ikke kan betales, fordi det ikke kan markedsgøres. Uden respekt for naturen som det ukrænkelige, vinder vi aldrig et bæredygtigt samfund. Ligesom krigen gjorde, afslører nutidens krise, affødt af underkendelse af og ringeagt for naturen, forandringens nødvendighed.

De to spørgsmål i diskussionen mellem Løgstrup og Koch går igen i dag. Dels i spørgsmålet om det gode, bæredygtige samfunds grundlag. Dels i spørgsmålet om hvor grænsen går, før oprør, civil ulydighed er påkrævet. Hvad grundlaget angår, er det noget, der skal respekteres. Med allusion til Løgstrup kan det kaldes bæredygtighedens fænomener, så som naturens og økosystemernes selvstændighed og egen værdighed. De er bl.a. forudsætningen for, at vi kan kalde naturen skøn og inspirerende. Det er den respekt, som er mere end beregning, som forbyder os at overforbruge og nedslide naturen med klima- og miljøkriser til følge. I parentes sagt: Problemet med beregning er, at end ikke de såkaldte vismænd kan blive enige om den rette regnemodel. Nogle vil som Koch fokusere på den offentlige samtale om disse emner og fænomener. Andre vil som Løgstrup insistere stejlt på respekten for dem.

Men så er der spørgsmålet, hvor grænsen går. Mange politikere tæt på midten er tydeligvis parat til at gå særdeles langt for i realpolitikkens navn at imødekomme de magtfulde mål (om vækst og materiel velfærd blandt andet), som notorisk nedbryder klimaets og i det hele taget naturens bæredygtighed. Mange grønne organisationer og det der ligner, insisterer som Løgstrup på de fænomener, som er grundlaget for et godt og bæredygtigt samfund, hvor demokratiet udviser den respekt, som friholder det af populismens faldgrube, herunder at netop sådan nogle som dig har al ret til at nyde, men det er de andres tur til at yde.

Et godt eksempel på nogle, der mener, at grænsen er nået – for et stykke tid siden, synes at være Extinction Rebellion. I sin bog fra sidste år citerer Jørgen Steen Nielsen Annasofie Flamand, aktivist i den danske afdeling af Extinction Rebellion, for udtalelsen; ”Når vore politiske ledere ikke varetager den næste generations interesser, så er den sociale kontrakt brudt, og så må man tage skridt som dem, vi nu tager. Men det er vigtigt at sige, at dette ikke er et opgør mod systemet eller demokratiet. Denne bevægelse ska tjenes samme demokratiske formål som borgerrettighedsbevægelsen i USA, kvindebevægelsen, Gandhis bevægelse i Indien osv.”.

For tiden lægger coronaepidemien beslag på meget af vores opmærksomhed. Men 75-året for befrielsen er en god lejlighed til at huske den kamp, som handler om mere end håndsprit og mundbind. Som Jørgen Steen Nielsen selv skriver i omtalte bog: ”Det skræmmende er, hvis demokratiets forvaltere ikke løfter opgaven, ikke ser skriften på væggen, men fortsat taler udenom, forsvarer tingenes uforsvarlige tilstand og derfor forårsager, at nogen for alvor mister tålmodigheden”. Det kunne præcis ligeså godt have være sagt af Løgstrup til Hal Koch.

Maj 2020

print

Share and Enjoy !

0Shares
0 0 0
Tagget , ,