Loppemarked med klimaperspektiv

Apostelkirken i København er Grøn Kirke og holdt d. 20. september et loppemarked, som en del af deres grønne aktiviteter. Og samlede ind til et klimaprojekt for Folkekirkens Nødhjælp.

På hjørnet af Vesterbrogade og Saxogade stod der søndag d. 20. september et badekar fyldt op med tøjbamser. Alle forbipasserende fik et gratis tøjdyr og blev inviteret til Apostelkirkens loppemarked arrangeret af Grøn Kirke-udvalget. Badekarret var en donation fra en af Apostelkirkens naboer og bamserne var sammen med kassevis af legetøj givet til kirken for flere år siden.

Tjeklisten inspirerede til loppemarked
Apostelkirken er Grøn Kirke, og en gang om året gennemgår Grøn kirke-udvalget tjeklisten. I år standsede vi op, da vi nåede til punktet under ”Kirkens indkøb og kirkens jord”. Det handler om ”ikke ukritisk at smide brugte ting ud”. Vi var nærmest i den modsatte situation. I et af kirkens rum stod kasser med legetøj, rekvisitter mm. som havde hobet sig op igennem årene, og der trængte til at blive ryddet op. Det gav os idéen til, at vi kunne afholde et loppemarked.

Samarbejde med andre om det
Sammen med Café Exit, der p.t arbejder på at blive Grøn Kirkelig Organisation, som er nabo til Apostelkirken, og har et tæt samarbejde med kirken i øvrigt, gik vi i gang. Vi bad menigheden om at rydde op i kældre og på lofter, og tage de ting de kunne undvære med i kirke. Vi fandt nogle frivillige til at hjælpe os med sortering, opstilling og arrangering af borde, stole osv. Vi bagte økokager og bryggede økokaffe- og inviterede til loppemarked i lokalavisen, på nettet og med løbesedler i sognet.

Samlede kr. 9.200 ind til klimaprojekt
Det blev en rigtig sjov og meningsfyldt dag, hvor mange lagde vejen forbi kirken - også folk fra nabolaget, som ikke ellers kommer i kirken. Vi endte med et overskud på 9200 kr. , som blev sendt til Folkekirkens Nødhjælp, hvor de har lovet os, at det går til et klimaprojekt.

Meget arbejde - men en god oplevelse

Der er meget arbejde i et sådant arrangement, og det kræver mange frivillige hænder – men vi synes det var en god ” grøn ” aktivitet – både det at opfordre til at genbruge ting, og det at samle ind til et klimaprojekt.

Loppemarked i Apostelkirken
print
Tagget ,