Nygårdskirken er ny grøn kirke

Nygårdskirkens nylige status som grøn kirke skal fejres ved et arrangement først i det kommende år, hvor kirkens børn og unge, også involveres. 

Nygårdskirken nedsatte i sommeren 2019 et grønt udvalg, som siden holdt flere møder. Udvalget består af menighedsrådsmedlemmer, ansatte og frivillige ved kirken, og de har et fast punkt på menighedsrådets dagsorden.

Udvalget har arbejdet med Grøn Kirkes tjekliste hen over efteråret 2019 – bl.a. sammen med Grøn Kirke-kontaktpersonen i nabosognet, Brøndby Strand Kirke. I Nygårdskirken kan de nu sætte 29 krydser på tjeklisten.

Der er stor opbakning i medarbejdergruppen og menighedsrådet til de grønne tiltag. De har i Nygårdskirken meldt de grønne ønsker ud på deres sociale medier og sat opslag op, samt spareopfordringsskilte vedr. el og vand og papirforbrug rundt om i huset.

Sværest bliver det at få den grønne implementering kommunikeret ud til deres frivillige, uden at de føler, at de får spændetrøje på. De planlægger en bred fejring af deres nylige Grøn Kirke-status først i 2020. Her vil de bl.a. gerne involvere kirkens tre børne- og ungdomskor og de familier, som bakker op om spaghettigudstjenesterne.

Der er nedsat en undergruppe, som arbejder med at reducere kødforbruget ved spaghettigudstjenester – ligesom menighedsrådet er i gang med at nedbringe madspild ved møder og arrangementer.

Nygårdskirken har desuden haft temalørdag om Grøn kirke i deres kirkehøjskole – og planlægger en klimagudstjeneste til foråret.

November 2019

print
Tagget , ,