Af: Martin Ishøy.

Et af de stejleste dogmer i Danmark er, at man ikke må blande kristendom og politik. Et dogme, som denne klummeskribent finder besynderligt, fordi selvfølgelig stemmer og handler man politisk i overenstemmelse med sin gudstro. Klumme af Martin Ishøy

​

Valgkampen er i gang, og det er ikke kun politikerne og deres partier, der har gang i stemmefiskeriet. Som optaget af naturens ve og vel har jeg allerede modtaget opfordringer fra mange grønne organisationer til at ”gå ind og tjekke” kandidaternes holdninger til og prioriteringer af natur, klima og miljø; selvfølgelig for at fremme den grønne sag. Skønt optaget af de samme spørgsmål ville det ikke være klogt af Grøn Kirke at komme med lignende opfordringer. Hvorfor?

Fordi et af de stejleste dogmer i Danmark er, at man ikke må blande kristendom og politik. Der er et besynderligt dogme, al den stund religionen rører de dybeste lag i vores hjerter, og hvis vores politiske valg ikke tog deres begyndelse dér, var det noget helt galt med os. Selvfølgelig stemmer og handler man politisk i overensstemmelse med sin gudstro.

Dogmet bliver også først for alvor stramt i betrækket, når det er kirken, der handler eller løfter sin stemme politisk. Men det er også dér, dogmet bliver virkelig besynderligt. For dels har der aldrig eksisteret en religion, som ikke var både aktivt og passivt involveret i politik (eksempelvis er Folkekirkens øverste ledelse som bekendt folketinget og kirkeministeren). Dels og endnu mere besynderligt underforstår dogmet, at der må være forskel på den enkeltes og kirkens tro – siden den enkeltes tro godt kan have politiske konsekvenser, mens kirkens ikke kan. Meget, meget mærkeligt dogme!

Men skik følge eller land fly … man skulle i øvrigt ikke flygte ret langt væk, før problemet, altså dogmet, forsvandt. Det er de færreste kirker i vore nabolande, som ikke udmærket kan udtale sig politisk. I Svenska Kyrkans publikation ”Ett biskopsbrev om klimatet” fra sidste år hedder det: ”Når engagerede medborgere organiserer sig, stiller krav om en tydelig politik, og peger på alternative muligheder, tør politikerne træffe modige beslutninger. […] Det hører til kristen overbevisning, at den individuelle drøm ikke formår at skabe et meningsfuldt liv. Livets mening finder vi i fællesskab, i det at dele, og i solidaritet. Det er positivt, at klimaspørgsmålet indebærer en fornyet mulighed for fællesskab med mennesker over tid og rum, med naturen og med Skaberen … Anvendelsen af fossil energi må udfases. Ambitionen om en hurtig klimaomstilling må gennemsyre al politik … Et samfund, der forstår krisens eksistentielle dimensioner vinder på at lade de religiøse traditioners sociale og etiske ”kapital” bidrage til en bæredygtig sam-fundsopbygning”.

Over ”hinsidan” er kirken altså ikke bange for at pege fra kristen overbevisning til politisk handling. Den svenske kirke har i øvrigt også ”divestet”, dvs. skilt sig af med investeringer i kul og anden fossil energi. Selvfølgelig: en kirke, som vil gøre sig sin politiske rolle bevidst og eksempelvis udtale sig, er også nødt til at diskutere politik.

Foreløbig må man nøjes med at lade sin egen trosoverbevisning vejlede én på valgdagen. Relevante parametre, også ifølge Martin Luther, ville være respekt for buddet om næstekærlighed og menneskets pligt til at forvalte Jorden til Guds ære og bedste for hele skabningen.

Godt valg!

Holdninger udtrykt i denne klumme er ikke nødvendigvis udtryk for Grøn Kirkes holdning på området.