På vej til skraldespanden? Stop! Tænk dig om!

Affald er ikke bare affald, men en ressource. Det har måske tjent sin primære funktion, men kan tit genbruges. Læs her om 'vugge til vugge' princippet og bliv inspireret til at se på dit affald på en ny måde. Brug det f.eks. til påskepynt!

Der går næppe en dag uden, at vi har noget, der skal smides ud. Mælkekartoner, konservesdåser, tomme plasticdunke eller -bøtter, brugte batterier og indpakningspapir. Fra tid til anden har vi noget med ledning, der ikke længere virker – et strygejern, en brødrister, en printer eller en gammel hårtørrer. Det kan også være møbler, cykler, tøj eller den gamle trillebør, der er udtjente og skal smides ud. Noget af det, vi ikke længere kan bruge, kan vi sende til genbrug, og andre kan få glæde af det en tid, noget ryger på genbrudspladsen, og der er altid noget, der ender i forbrændingen for aldrig mere at komme til gavn.

Fremstilling - brug - bortskaffelse

Hvor godt og gennemtænkt et genbrugssystem vi end har, og hvor omhyggelige vi end er med at spare på ressourcerne og at sætte det mindst mulige miljømæssige fodaftryk, så er det svært at komme uden om, at der er en lineær bevægelse i vores forbrug, der går fra fremstilling over brug til bortskaffelse.

Se på naturen!

I naturen er det anderledes. Her er ingen spild, alt indgår i et kredsløb, hvor affaldet bliver til føde. Inspireret af det kredsløb har den tyske kemiker, Michael Braungart, og den amerikanske arkitekt, William McDonough, i samarbejde udviklet konceptet ”Cradle to Cradle”, på danske ”Vugge til Vugge”. Det er en cirkulær måde at tænke på, hvor princippet er, at alt skal kunne indgå i biologiske eller tekniske kredsløb, sådan at når et produkt ikke længere kan anvendes efter sit første formål, kan det enten nedbrydes eller tages tilbage, skilles ad, smeltes om eller bearbejdes påny for atter at indgå i en produktion. Det er således lykkedes at fremstille fx sko, som er biologisk nedbrydelige, og trykkeriet KLS Grafisk Hus, hvor alle Grøn Kirke publikationer trykkes er meget tæt på at blive certificeret som Cradle til Cradle virksomhed. Dvs. der må ingen spildprodukter være.

Lad os være med i bevægelsen mod mindre spild

Som forbrugere, som kirker, organisationer og som privatpersoner kan vi være med i bevægelsen mod mindre og mindre spild. Vi kan gøre det, vi plejer: at sende til genbrug med det, der egner sig til det og køre på genbrugspladsen med resten. Inden for de seneste år er der tøjbutikker, der tager imod tøj, som ikke kan sendes til genbrug, fordi det er hullet eller simpelthen for slidt. Hold øje med, hvor du køber tøj, om de har en container til brugt tøj. I hvert fald er det set hos H&M, og også hos Jack and Jones. Tøjet vil herfra blive trevlet og tvundet, så det igen kan bruges til tekstiler eller det forarbejdes til fx isoleringsmateriale.

Brug det til påskepynt

Og inden du næste gang bare krøller gavepapiret, cornflakes pakken eller gaveæsken sammen, så kig på det og mærk på det, hvor god en kvalitet det er lavet af, og hvor flotte farver og mønstre det har. Læg det til side og brug det kreativt sammen med børnene til fx at lave de fineste påskeæg til at hænge på grene. Man tegner blot en ægformet skabelon, klipper to stykker ud af gavepapiret eller af de fine æsker, limer det sammen ryg mod ryg og dekorerer med gavebånd. Det er billig, smuk og personlig påskepynt.

Af: Helene Rasmussen​




















print