Frederiksberg Slotskirke er ny grøn kirke

Den karakteristiske, gule Frederiksberg Slotskirke blev bygget fra 1707 til 1709 som en del af Frederiksberg Slot. Der er to kirker i Frederiksberg Sogn. Den ene (Frederiksberg Kirke) har længe været grøn - "så nu skal den anden (Slotskirken) være med", som kirketjener Pernille Bårris fortæller. 

Arbejdet med den grønne tjekliste er forløbet af flere omgange over en længere periode. Som kirketjener og formand for Grøn Kirke-udvalget har Pernille Bårris arbejdet med tjeklisten - både sammen med et grønt udvalg og efterfølgende med kirkeværgen. Der er blevet arbejdet med de alsidige, grønne punkter hen over et års tid. 

Det har ledt frem til, at kirken her ved begyndelsen af det nye år kan sætte kryds ved 28 punkter. Og Frederiksbergs Slotskirkes grønne tiltag spænder vidt - lige fra "Vi køber og anvender genopladelige batterier, hvor vi kan" og til "vi sætter fokus på samspillet mellem diakoni og natur, fx pilgrimsvandringer, naturandagter, terapihaver m.m.". Frederiksberg Slotskirke organiserer også genbrug og indsamling, og kirkens placering midt i københavnerbydelen Frederiksberg gør det desuden oplagt at bruge cykler, offentlig transport og samkørsel til at komme rundt. 

Som Pernille Bårris peger på, så ligger det grønne arbejde af og til hen i uger ad gangen, fordi man sjældent kan arbejde fuldtid med "projekt grøn kirke", som hun formulerer det. Men som de mange og diverse kryds på tjeklisten peger på, så kan der være en stor gevinst ved, at det grønne arbejde netop forankres og indlejres i kirkens yderligere arbejde. 

Du kan læse mere om Frederiksberg Slotskirke på kirkens hjemmeside

print
Tagget , ,