Skrevet af: Katinka Amalie Schyberg
På Vester Hassing kirkegård øst for Aalborg kan man få sig en dejlig lang spadseretur, da kirkegården strækker sig i en meget lang rektangulær form ud fra kirkebygningen. Det kan man blandt andet se, når man stiller sig op i kirkens høje tårn, hvilket en landskabsarkitekt gjorde for et par år siden. Herfra kunne arkitekten ikke blot se kirkegården, men også det landskab, der omgiver den, og fik som følge heraf den idé at kopiere dette landskab ind på selve kirkegården. I centrum af kirkegården er der således blevet anlagt en sti, der bugter sig i samme facon som den skrænt, der går langs fjorden på den ene side af kirkegården. På hver side af stien, der løber i midten af haven fra kirken og helt ned til den fjerneste ende, skal kirkegården anlægges forskelligt, så de to sider svarer til de to forskellige landskaber, der ligger på hver sin side af selve kirkegården. Stien er blevet etableret, og kirkegårdsleder har bl.a. markeret den med en række stiklinger fra nogle store hække, de fornyligt har nedlagt et andet sted på kirkegården. De kommer muligvis ikke til at holde længe, men så længe de står der, pynter de.
At kirkegården er så lang, har gjort det muligt for kirkegårdsleder Leif Christensen at anlægge tre meget forskellige afdelinger på kirkegården. Den ældste afdeling, der omgiver selve kirken, har Leif selvfølgelig ikke anlagt, men den passer og vedligeholder hans gartnerteam i henhold til den traditionelle stil med lige perlegrus gange, hække og gravsteder med fin og kontrolleret beplantning. Hvis man følger stien længere ud i haven, kommer man til en afdeling som Leif kalder parkområdet. Her er perlegrus erstattet af græs og mindre træer, mens selve gravstederne har bevaret det mere traditionelle præg med hæk og grandækning til adventstid. Her begynder stien at bue og man bliver ført videre ud i kirkegården af de bittesmå bøgetræer. ”Her bliver det vildt”, siger Leif og smiler. For så kommer man til kirkegårdens tredje afdeling, som man vist godt kan kalde Leifs hjertebarn. Her er gartnerteamet gået ”all in” på at invitere den vilde natur ind på kirkegården. Græsset er ikke klippet, men har udviklet sig naturligt til at hedelignende landskab med forskellige græsser og nuancer af grøn, brun og beige. Her er ikke mange hække, og mange gravsten står i stedet plantet i landskabet, evt. under et lille træ.
Efterårsbladene fra de små træer ligger spredt ud over det hele i deres varme farver. Leif mener ikke at det kan være nødvendigt at vi fjerner alle bladene – de må da gerne blive liggende. Han synes ikke, at det hele behøver at være ”så friseret”, som han siger. Han vil gerne udfordre at alting skal være lavet i lige linjer og i stedet eksperimentere med både mindre kontrollerede linjer eller blot buede linjer, der imiterer naturens former. Han mener, at der er mange i dag, der efterspørger den slags landskaber, og bedre kan lide at opholde sig her end i de meget stringent anlagte haver. Det er bl.a. den tendens, der måske også gør, at mange efterspørger alternative begravelsesformer i skove eller at blive strøet ud over havet. Hvis man gerne vil have, at de nye generationer igen skal tiltrækkes af kirkegården og vælge den som deres sidste opholdssted, mener Leif, at det er vigtigt, at kirkegården er et sted hvor man også i løbet af sit liv har lyst til at være – har lyst til at opholde sig. Der skal være smukt og rart at være. Derfor sætter han også stor pris på at de lokale borgere f.eks. går aftentur igennem kirkegården og at de lokale børnehaver tager ned og kigger på kirkegårdens insekthotel. Han planlægger også at opsætte en fortællergynge i den vilde afdeling, hvor man kan sdde med udsigt over hele kirkegården og kirkebygningen og fortælle hinanden historier – evt. om dem, man måtte have begravet her i løbet af årene. Han kalder denne version af kirkegården for ”oplevelseskirkegården” – et sted hvor man oplever noget og ikke kun kommer f.eks. af pligt. Hvis man kommer for at sørge, kan det at opleve naturens liv og rytme måske også være en del af sorgbearbejdselsen.
Leif har været meget involveret i at Vester Hassing kirke er blevet Grøn Kirke og han sidder nu også i stiftets grønne udvalg. At Vester Hassing kirke blev grøn kirke, inspirerede de omkringliggende kirker til at blive grønne. Men faktisk var han til at starte med modvillig mod Grøn Kirke, idet et af punkterne på tjeklisten er at skære ned på oksekød. Leif holder selv kvæg og mener ikke at det, at være grøn kirke bør have noget at gøre med at spise oksekød eller ej. Men han er helt med på, at man bør forandre vores forhold til naturen, så det bliver mere bæredygtigt og at man skal bruge sine ressourcer fornuftigt. Derfor har han bl.a. være med til at igangsætte at der er blevet lavet energirapporter i de sogne, hvor han har ansvaret for at drive kirkegården. Derudover mener han, at det er væsentligt at sikre biodiversiteten, og det er bl.a. det, der har lagt grunden for hans ”vilde” afdeling. Her søger han at skabe gode vilkår for forskellige planter, dyr og mennesker. Som en del af det har han bl.a. inviteret en lokal skoleklasse ind på kirkegården for at anlægge et stort insekthotel og har fået to bistader placeret midt i afdelingen.
Bistaderne kommer virkelig til sin ret, når Leif og resten af gartnerteamet afholder kirkegårdsvandringer. Kirkegårdsvandringerne er ifølge Leif en central årsag til at han får lov til at lave så mange eksperimenter, som han gør. For formidlingen af, hvad man laver, er helt vildt vigtigt i forhold til at få folk med på de idéer, man har. Hvis menighedsrådet, gravstedsejerne og de lokale borgere inddrages i arbejdet og de idéer, der ligger bag, er de meget mere villige til at acceptere forandringer. Så forstår gravstedsejerne hvorfor græsset ikke er blevet slået og hvorfor man pludselig skal bevæge sig i buede bevægelser gennem kirkegården. Til disse kirkegårdsvandringer har gartnerteamet serveret honningmadder, produceret af de bier der har taget ophold i kirkegårdens egne bistader.
Leif har i processen med at anlægge den vilde afdeling været meget i tvivl om det ville lykkes. Om det alligevel var for vildt. Men menighedsrådet har hele vejen igennem støttet op om idéerne og er også endt med at være meget glade for tiltagene. Det skyldes ifølge Leif at de har været en del af arbejdet hele vejen igennem. Bl.a. arrangerer han og en af de andre gartnere hvert år en inspirationstur for menighedsrådet og kirkens ansatte, hvor de kigger på andre kirkegård, der eksperimenterer. Det kan give alle mod og blod på tanden, og det da også en sådan tur, der ledte til at Leif fik lov til at lave det vilde område. Leif nævner også den årlige kirkegårdskonference som et godt sted hvor gravere og menighedsråd sammen kan blive inspirerede til nye tiltag.