En dag faldt jeg over en bamse formet som en jordklode. Den har arme og ben, og et ansigt med et udtryk, der får både børn og voksne til at udbryde: ”Nåååå”. Jeg købte straks bamsekloden, for at bruge den i min minikonfirmandundervisning. Kælekloden, som bamsen hurtig blev kaldt, er med i hele undervisningsforløbet, lige fra jeg besøger 3. klasserne på sognets folkeskole, og inviterer eleverne til at gå til minikonfirmand. Jeg fortæller eleverne, at til minikonfirmand skal vi undersøge, hvad kirke, Gud og tro er for noget. Så præsenterer jeg dem for Kælekloden, og siger, at den er med til minikonfirmand for at huske os alle på, at vi skal passe på vores klode. Børn i 3. klasse ved allerede meget om miljø- og klima, men typisk fra en vinkel, der handler om katastrofer og skræmmende kriser, der kan gøre enhver bange for fremtiden. I kirken ønsker jeg at koble jorden og naturen sammen med glæden, taknemligheden og kærligheden.

En af dagene til minikonfirmand handler om skabelse. Jeg kæder de to skabelsesberetninger fra biblen sammen samt en meget poetisk tekst om Big Bang. Ud fra teksterne taler vi nu sammen om, hvordan vi hver især tror verden blev til. Vi taler om hvem eller hvad vi tror Gud er, og vi taler om, hvad det vil sige at skabe. I den ene bibeltekst står, at Gud skabte Adam ved at forme ham af jorden. Altså må denne Gud have hænder. I den anden bibeltekst står, at Gus skabte både jorden, dyr og mennesker, bare ved at sige det. Vi taler om, om vi også kan skabe med vores hænder eller med vores ord. Måske er det i vores evne til at skabe, at vi ligner Gud? Men der er også meget mennesker ikke selv kan skabe. Her snakker vi om eksempler og om at være taknemlig for den store mangfoldighed i naturen.

Efter snakken skal minikonfirmanderne bruge deres egne skaberevner og forme fantasidyr ud af silk clay. Jeg siger, at de skal skabe de dyr som Gud ikke fandt på. Man kan mene, at silk clay ikke er det mest klima-rigtige produkt at arbejde med. Hvorfor ikke bruge ler eller et andet naturprodukt? Men silk clay er så let at arbejde med, og har så klare farver, at det inspirerer børnene. Jeg mener, at det er vigtigt ikke at blive fanatisk eller asketisk. Vores verden er fuld af både dårlige og gode plasticprodukter, og at forestille sig en verden uden plastic er ren utopi. Det vigtigste er at blive bedre til at udvikle mere klimavenlige plasticformer, og med til det hører, at lære at sortere og genanvende plasticen. Og til det har vi brug for generationer der er kreative og opfindsomme - og ikke tyngede af klimaangst. Den snak kan man sagtens have med minikonfirmanderne, mens de arbejder med silk clayen.