Vi står midt i en forfærdelig krise. Den sender os til tælling. Der er nogle som er smittede. Andre går og bliver mange. Ikke bare fordi vi risikerer selv at blive smittet, men også mere diffust. En angst har ramt os for, hvordan ”alting” dog skal komme til at gå. Noget af det frygtelige er, at man mister modet. Men det skal ikke ske. Vi skal kæmpe imod angstens grå dæmon. Vi skal finde troens, modets og håbets voksesteder. Vi skal finde den gode jordbund fra Jesu lignelse om sædemanden. Vi må finde den gunstige vind, der kan blæse os hen til den gode jord – så vi ikke sygner hen på grund af fejlernæringen i underholdningsindustriens overfladiske jordbund eller i idealernes helvede, hvor vi kvæles af tårnhøje forventninger, der vokser os over hovedet. Nej, vi må lade den gunstige vind blæse os hen, som såsæd til den gode jord. Men hvor er det? Hvor er fredens, oprejsningens, livsbekræftelsens jordbund?

Som 60-årig peger Martin Luther i en prædiken på de elementære ting i livet. Han skriver: ”Kort sagt er vores hus, gård, mark, have og det hele fuldt af biblen, da Gud gennem skabningen ikke kun prædiker, men også banker på vores øjne, rører ved vore sanser og ligesom lyser lige ind i hjertet, sådan så vi opdager og mærker hvordan opstandelsen af døden bliver billedliggjort og malet os for øje”.

Grundtvig skriver noget lignende i ”Verdens igenfødelse” 235 i salmebogen. De siger ikke bare, at naturen er fin og flot, og at man kan blive helt glad af dens skønhed, men at skønheden kommer med et budskab, og at den lader os mærke noget, som er andet og meget mere end godt humør. I det rette lys lader naturens forekomster os mærke – helt ind i hjertet – den opstandelsens fred og livsbekræftelse, som vi på den ene side kun kender som et løfte, men som på den anden side kan give os den vildeste glæde og gåpåmod. Den glæde og det gåpåmod som manifesterer livets sejr over døden.

Det der vækkes, når Gud på den måde banker på vores øjne og rører ved vores sanser, er det kristne håb, som hensætter os i verdens bedste og mest velafbalancerede sindsstemning, så vi holder skruen i vandet, med næsen oven vande.

Med den her klumme følger et foto fra forleden dag, der hedder Lynghøjsøerne i den vestlige udkant af Roskilde. Et tidligere grusgravningsområde op ad Holbækmotorvejen, der er tilgængeligt for offentligheden. Jordbunden er selvfølgelig grus, næringsfattig og ikke ret gæstfri. Et rammende sindbillede på en mental tilstand, hvor livet har svære kår – som nu i under coronaen. Men så netop forleden var det myldret frem med følfod i tusindvis. De sydvendte skråninger var en kæmpe, gigantisk lovsang af livsglæde og ubekymrethed fra myriader af gule himmelvendte ansigter. De takkede Gud for solen, hvor Gud havde smilet flere dage i træk. Guds smil kalder livet frem.

Men som hos Luther og Grundtvig stak budskabet dybere end jubel og eufori. For følfoden blomstrer i Jesu fodspor. Blomsternes solformede ansigter, er opstandelsens talende nærvær i den karrige jord, Jesus engang betrådte. Den vej, som Jesus er, lod sig se i overfloden af blomster, som står i dag, men i morgen visner og glemmes af verden. Der kommer også en tid, hvor vi ikke er her længere. Men så længe vi er her, skal det evige livs håb mærkes i den jordbund, hvor vi nu vokser. Lad os tro, hvad vi ser, når Gud banker på vores øjne med sine gule, strålende ord for at få os til at mærke livets sejer over døden. Lad os byde coronaen trods og gøre alt det, der fører os frelst igennem.

Hverdagens små undere er håbets byggesten. Her er det følfødderne på skråningerne ved Lynghøjsøerne. Men det er jo også mennesker, helt almindelige mennesker, som gør smukke og hensynsfulde, uegennyttige ting. Dermed gør de Gud ære. Det evige livs håb, at de også vil gøre det, når coronaen er forbi.

Af Martin Ishøy 31-03-2020