Nu står vi overfor massive udfordringer, hvis vi skal sikre naturen og vores overlevelse. Vi føler skyld og afmagt, og salmen er et klageråb vendt mod Gud: ”Se, vor nød, din klode lider / svar os fra dit himmelrum”.  

Før alt blev til, lød Guds skaberord i kaosmørket. Der blev lys, og ”kloden fik sit åndedrag”. Jorden har sit eget pulsslag med levende væsener, og nu råber den sin smerte ud: ”Løven brøler, bien brummer / uglen tuder nat og dag / Jorden kalder, de forstummer / hør de bange hjerteslag”.

Dyre- og plantearter er truet, og vandstanden i havene stiger. Vi har både et kollektivt og et personligt ansvar. Derfor må vi bekende: ”Vor planet, dit værk er truet / tilgiv det, vi har forsømt / Løft vort mod, for det er kuet / er vi tabt og håbet tømt”.

Kaosmørket lurer. Vil det få overtaget? Bønnen er, at Gud vil give os en chance for at redde klodens liv og genoprette naturbalancen.  Han har skaberordet i sin magt. Vi må tro, at Gud vil drive mørket på flugt som den første morgen og ”lade håbet vinde / give tro og kraft på ny.”

Forgængeligheden er et grundvilkår. Ahorntræets krone flammer er en efterårs- og Allehelgens salme, der omhandler døden, men med håbet som fortegn. Når vi betragter løvfaldet, bliver vi mindet om livets flygtighed: ”snart er gyldne grene nøgne / hver en gnist i vore øjne / svinder og dør ud”.

Gud synes skjult for vore øjne, når vi står ved en lukket grav. Høj og lav må gå samme vej, og vi kan overvældes af mismod ved tanken herom: ”tvivlen er en dreven frister /mon vort håb er hult”. Hvordan kan vi fastholde troen på opstandelsen, når al erfaring siger os det modsatte?

”Naturens vise stemme / viser troen vej”. Hvis vi er opmærksomme, finder vi forårstegn, der er indlejret i naturens forfald. Olden, der knaser under vore fødder i efterårsskoven, er en påmindelse om, at kimen til nyt liv findes skjult i det forgængelige.

Det vil sne på vore grave, men håbet kan ikke dø. Der kommer forårsgrøde. Kristus opstod fra de døde, og vi skal genopstå som ham: ”liv af døde, helligt møde / i den mørke muld”.

Der er derfor trøst at hente, når vi møder forgængeligheden. Bog og agern minder os om, at håbet vil overvintre: ”Gud vil stille vintersorgen / for en dugfrisk forårsmorgen / gør han alting nyt.”

Naturen er en uudtømmelig kilde til glæde og inspiration. For skaberværket, der møder vore sanser, er både overvældende og billedskabende. Salmernes poesi kan ikke blot beskrive skønheden i naturen og besjæle den. Den kan også udtrykke sindsstemninger samt åndelige sandheder og erfaringer ved brug af billeder fra naturen. Jeg tilstræber at bruge naturen i mit billedsprog på lignende vis i mine salmer. Det er der hermed givet eksempler på.