Camilla Jarskjold åbner brønddæksel for at hjælpe tudserne
Klumme af Lone Hage Rasmussen, graver ved Karise og Alslev kirkegårde.
Som barn var jeg helt normal. Jeg klatrede i træer og gik til spejder. Jeg var ude i haven og gynge, hjælpe med køkkenhaven og jeg kunne stå og kigge på guldfiskene i timevis.
Mine forældre hverken sprøjtede eller brugte kunstgødning. De kørte heller ikke haveaffald på genbrugspladsen. Affald kom i kompostbunken, som så blev spredt ud i køkkenhaven når den var formuldet. Vi spiste, hvad vi havde. Rester blev til nyt mad dagen efter. Var man ikke mæt var der også grød. Frugtgrød, risvandsgrød, pærevælling, fløjlsgrød, risengrød, der havde kogt færdigt i sengen.
Fra angorakaninerne fik min mor uld, som hun spandt og strikkede af. Jeg var helst fri for angorakaninuldstøj.
I drivhuset var der tomater, agurker, potter, plantebord og lidt rod. Jeg gik ofte med ind og kiggede. Der boede en tudse der i årevis. Det tog jeg mig ikke af.
Jeg blev anlægsgartner, var udlært da jeg var 19 år. Jeg fortsatte min barndoms træklatring, nu bare med at beskære æbletræer. Jeg brød mig ikke om det, når jeg blev sat til at sprøjte med plænerens og roundup. Men jeg skulle.
Da jeg blev 26 år startede jeg som graver. Her skulle alt også rives og affald køres i bunke, som blev afhentet med lastbil. Hækkene blev gødet, parkeringspladsen sprøjtet, natur var der i hvert fald ikke noget af. Selv planterne var ikke naturlige, i Danmark.
En dag jeg skulle fjerne visne blomster fra en bisættelse fik jeg et chok. Under buketten lå en stor skrubtudse! Jeg fór i vejret og væk. Mega forskrækket. Hjemme skete det samme blot, da jeg var ved at stable brænde, den lå dér under brændestykket! Det skete også det år, jeg havde sat kartofler. Det var mit første år som køkkenhaveejer, så jeg havde sat rækkerne for tæt. De var derfor svære at hyppe jord op omkring. Pludselig var der en skrubtudse.
Jeg må have fået en skræk i livet overfor disse brune tykke dyr, som ligger så stille og falder i med naturen. Pludselig bevæger de sig og kravler og giver mig et chok.
Derfor var det ikke med glæde jeg tog imod min gravermedhjælpers besked i går. Hun kom ellers så glad ind til mig på kontoret. Hun nærmest fløj ind.
”Nu skal du med, skynd dig”
Sådan plejer hun ellers aldrig at komme ind, nærmest tværtimod, så er min arbejdsivrige og livsglade medhjælper svær at få med til pauser.
Jeg efterlod gravstedsbreve og GIAS aftaler på pc´en og gik hastigt med. Nysgerrig, som jeg er, gættede jeg løs hele vejen hen til, hvor hun førte mig hen. Stankelben, hvepse, musvåger? Hun sagde, at hun havde fundet bevis på at biodiversiteten virkede. Hvad kunne det dog være.
Da hun stilede mod den udendørs vandhane stivnede jeg i mine skridt.
”Oh no, ikke skrubtudser” udbrød jeg højt.
”Jo”, råbte hun begejstret tilbage. ”Kom herhen og se, der er så mange at man slet ikke kan tælle dem nede i brønden”
Hun elskede dem, og ville slippe dem løs på Karise kirkegård. Jeg var allerede skrækslagen, turde ikke engang kigge.
Selvom jeg bønfaldt hende om både, at lade dem bo nede i brønden eller at tage dem med hjem til hendes have (herregud, det var jo bare i den anden ende af byen) hjalp det ikke.
Derfor gik jeg helt hen til en meter fra brønden. De var nok blevet klækket dernede, nu var de store. De kunne ikke selv kravle op og ud gennem tremmerne. Jeg åbnede endda øjnene og kiggede.
Vi har april måned 2023, jeg må jo se at blive voksen, bliver snart 44 år. Jeg må se at lære at leve med disse kræ. Komme over min fobi. Ligesom dengang jeg havde højdeskræk og ikke turde køre over Storebæltsbroen. Eller da min næstældste datter var lille og skreg af skræk i bilen, hvis der var bananfluer med inde. Eller da den ældste havde fugleskræk og zoologisk have med klassen blev en skrækkelig dag, for der går de løs disse store påfugle. Fobier kan man komme sig over. Heldigvis skriger hun ikke over bananfluer længere. Nu er det edderkopper.
Jeg overlod mit kamera til min medhjælper for hun ville have billede. Det havde jeg svært ved at tage med lukkede øjne.
Jeg forudser mange forskrækkelser i årene fremover. Både når jeg bladrer rundt i mit fotoalbum på mobilen, men også når jeg støder på kræene. De gemmer sig hvor der er mørkt og fugtigt, som bænkebidere. Bænkebidere er i øvrigt i familie med rejen. Det er sjov viden, synes jeg. Tusser er der ikke noget sjov ved.
Vi må regne med, at nogle af dem ikke overlever. Der er måger, råger, våger i området og de er sultne. Til to af siderne væk fra kirkegården er der temmelig trafikeret, der bliver de splattet ud. De kan også tage turen til Stevns å et par hundrede meter længere nede af marken. Der hepper jeg på de når frem til.
Dyrene er fredet, de kræver natur. Til gengæld for rettidig omhu fra menneskeheden, kvitterer de med at æde dræbersnegle og myg. Mange myg. Måske vil jeg kunne have pæne ben hele sommeren uden myggestik med disse kødædere kravlene omkring.
For my lidt plads får jeg my lidt myg.
Fik jeg nævnt at min entusiastiske medhjælper har overbevist min kontaktperson om at vi skal beholde alt fremtidig grønt affald på kirkegården og lave kompost og risgærde? Min kontaktperson som er typen med gård, hvor græsset er grønt og granitskærverne sorte, round up er en del af pasningen? Ham som er så ordentlig, men som vil gøre en helhjertet indsats med hans to nye ansatte, på at forstå og imødekomme os. Han tager med mig til biodiversitetskursus i Roskilde som grønt udvalg arrangerer i samarbejde med Grøn Kirke.
Fantastisk.