Kirkernes grønning og det politiske
Mange steder i ind- og udland er kirker begyndt at udtrykke holdninger med politiske konsekvenser. Nogle kirker har altid gjort det, men flere er begyndt på det, herunder også Folkekirken eller i hvert fald forskellige stemmer inden for Folkekirken. Årsagen er nok, tror jeg, blandt andet en oplevelse af, at ”politikerne” bevæger sig læn-gere og længere væk fra noget, man som kristne og kirker kan stå inde for. Denne i sandhed uhyggelige udfordring for forholdet mellem stat og folkekirke er ikke emnet i det følgende. Den er baggrunden.
Verden over bevæger grønne erkendelser kirker til civilisationskritik. I Danmark har de grønne kirker gennem årene bevidst undgået politisering, men kendsgerningerne banker på døren med hårdere og hårdere slag. Der er noget grundlæggende galt med vores civilisation, vores måde at forvalte verden på, og klimaforandringerne, biodi-versitetstabet m.m. er beviser på vores misforvaltning af (ja) Guds gaver.
Antropocæn er et begreb i omløb. Det er, som mange ved, oprindeligt en naturvidenskabelig betegnelse for den naturhistoriske epoke, som vi er trådt ind i, og som afløser ”holocæn” (som er den forudgående godt elvetusindårige epoke med et nogenlunde stabilt og gunstigt klima på kloden). Antropocæn er, som ordet antyder, den epoke hvor mennesket er den afgørende og kritiske faktor for livets muligheder på denne planet. Vi taler ikke om mennesket som selvbevidst beslutningstager, men som naturkraft. Det er vores civilisatoriske tryk, menneskehedens reelle adfærd, som uden nogen har besluttet det, har bragt det ellers ret stabile klima så meget i bevægelse, at ingen ved, hvor det ender. Betegnelsen antropocæn er en elementær påmindelse om denne kendsgerning.
At det for mange kristne og kirker er umuligt ikke at engagere sig i kampen for klima og miljø, skyldes, at vi har et forpligtende forhold til naturen, denne klode. Forvalterskab, næstekærlighed, visdom er betegnelser for den forpligtelse, som kun strammes af den antropocæne kendsgerning. Det bliver med stigende klarhed umuligt at falde tilbage i illusionen om naturen som det forudgivne uforanderlige, som altid kan komme sig. Så længe der er mennesker på jorden, griber Gud ikke ind på anden måde end gennem vores ansvarlighed.
Betegnelsen antropocæn minder om, at der ikke er andre muligheder end at tage vores ansvar alvorligt og gennemføre en radikal korrektion af vores forhold til naturen. Det er den korrektion, intet tyder på, at ”politikerne” vil gennemføre eller stå på mål for. Derfor begynder flere og flere kirkelige stemmer at lyde politiske. Det er selve livsgrundlaget, der står på spil, et spil der forløber over generationer.
Et meget aktuelt eksempel er den konference, som finder sted i Sankt Jørgensbjerg, Roskilde i dagene hvor august bliver til september. Her samles ECEN, European Christian Environmental Network, som repræsenterer det grønne arbejde i de europæ-iske kirker bortset fra Den Katolske Kirke. Det centrale dokument er en udgivelse på godt 100 sider, Every Part of Creation Matters, som er et diskussionspapir, der forholder sig til EU-parlamentets New Green Deal. Man er naturligvis glade for de gode takter, men også kritisk, fordi der ikke grundlæggende gøres op med de mekanismer, som nedbryder klima og miljø. De kirkelige stemmer her kritiserer forestillingen om grøn vækst, taler for cirkulær økonomi og er ikke mindst kritiske overfor, hvad anses som en nedprioritering af den sociale dimension. Grøn omstilling uden social retfærdighed vil hverken fungere eller være kristent acceptabelt. Langt de fleste afviser, at der findes en særlig kristen politik. Men det betyder ikke, at der ikke findes politikker, som er uacceptable fra en kristen betragtning.
Af Sognepræst Martin Ishøy august 2023