Midt i september blev der afholdt kulturfestival på Langenæs i Aarhus, hvor både kirken, skolerne, daginstitutionerne og lokale forretninger mødtes under et fælles banner: et grønt og bæredygtigt Langenæs.
Langenæskirken, der for kort tid siden blev certificeret som Grøn kirke var en stor del af denne kulturfestival. Grøn kirkes praktikanter deltog og spurgte ind til kirkens tanker om kulturfestivalen og kirkens plads inde for en økoetik.
Inde i kirkerummet var der pyntet op med farvet papir, så det lignede en skov, og lokale skolelever mødte flittigt op for at pynte videre på papirskoven, der var udtænkt af kunstnerparret Annabelle Nielsen og Kenn Munk Nielsen, der sammen står for kunstprojektet En hemmelig klub.
Om kunstprojektet fortalte de: ”Kirken er et oplagt rum at forvandle til en skov, og det er vigtigt at bringe skoven ind i kirken, da skoven symboliserer forvandling, leg og eventyr for os. Kirkens rum lader os falde til ro, og giver os rum til at stille spørgsmål, og derfor er det sjovt at invitere skoven med ind i denne refleksion.”
Kirken virkede til at stå meget centralt i den overordnede planlægning, og
kirke- og kulturmedarbejder i Langenæskirken Jenny T. Kjær havde nogle uddybende tanker om dette: ”Det er samarbejdet med lokalsamfundet, der gør at en kulturfestival, som denne, kan fungere. Kirken kan række en hånd ud, åbne dørene og invitere ind til en snak – i dette tilfælde om bæredygtighed. Der skal selvfølgelig møder og organisering til, og igennem de møder kan alle institutioner, der er involveret i kulturfestivalen hver især finde på deres egen idé og dertil finde på nogle ting at lave sammen på kryds og tværs. Det er især projekterne på tværs, hvor vi skaber noget sammen der giver stor mening i sådan en sammenhæng”.
Sognepræst Anne Ehlers havde i forlængelse nogle uddybende tanker om kirkens rolle i en klima- og miljøkrise: ”Kirken har altid haft let ved at forholde sig til velgørenhed og tage sig af de svage. Det er dog relativt nyt at kirken også forholder sig til videnskaben. Men det er vigtigt, at vi forholder os til verden omkring os; hvad menneskerne omkring os er optaget af, og hvad videnskaben fortæller os. Der er en balance mellem mennesket og natur man skal forholde sig til netop fordi, at det at være kirke er at være en del af en virkelighed, folkelighed og samhørighed. I kirkens trosfællesskab må vi med belæg i vores tradition styrke, prædike, forkynde og opbygge håb. Vi bliver nødt til at være utrættelige og ikke miste håbet. Det er vores forpligtelse! Jeg mener, at vi som kristne er nødt til at bevare håbet - hvor der er håb er der liv!”
