Klumme: Kristkirkens økohave

Klumme: Kristkirkens økohave

Når frivilligt arbejde kan kombineres med noget, man har rigtig meget lyst til, er det ingen sag. Derfor bliver der dyrket økologisk køkkenhave ved én af bykirkerne i Kolding.

af Marianne Lund

Det begyndte med, at den tidligere kordegnebolig, der ligger klods op ad kirken, skulle inddrages til møderum. Det fik mig til at tænke, at det er lige nu, det nemt kan gå galt for naturen med diverse ”vedligeholdelsesfrie” tiltag såsom robotplæneklipper, sløjfning af havens bede osv. Kan man gøre noget for at skabe mere liv på det lille jordstykke, der ligger godt gemt bag en høj hæk, men lige ud til en befærdet vej?
Det blev starten på en lille køkkenhave drevet efter økologiske principper med sædskifte, kompost og jorddække. Der bliver dyrket lidt af det hele: kartofler, kål, salat, rødbeder, bønner, ærter, gulerødder oma. En fra menigheden henter purløg til æggemadden, en anden nupper et par æbler, en udenlandsk studerende får bladselleri og timian til risottoen, kirketjeneren henter et par blomster til alterbuketten, og en tredje tager nye kartofler med hjem efter gudstjenesten. En skålfuld jordbær til personalet er det også blevet til.

Haveskole
Haven har altid affødt mange spørgsmål: hvor er de flotte de runde kugler, hvad er det (porrer gået i blomst), hvordan dyrker man hvidløg, hvad er det for noget (stangbønner)? Det gav mig ideen at tilbyde en haveskole (4 gange 2 timer) i foråret, dels med lidt teori, men mest praktisk arbejde, hvor to satte komposten om, to satte løg, og to ordnede jordskokker-bedet. Meget kan nås, når man er flere om det, til gengæld kræver det lidt planlægning. Jeg har køkkenhave på hjemadressen, så jeg medbragte mit overskud af frø og forspirede planter. De 6-8 fremmødte var meget spørgelystne, lærevillige og arbejdsivrige. Efterfølgende har Ida på 6 år trofast hele sommeren fyldt fuglebadet med vand, og Lukas på 9 skal efter gudstjenesten lige om i haven for at se, hvordan det går med de ærter, som han såede sammen med far.

Hvorfor gør du det?

Det spurgte en af præsterne mig om det første år, og mit bedste svar var ”for mikroorganismernes skyld.” Jeg gør det, fordi en bykirke som vores, ud over at være kirke også er naturforvalter midt i en masse asfalt. Jeg gør det for at skabe liv over og under jorden. ’Mere liv i haven’, som Praktisk Økologi siger, og som jeg i mange år har været medlem af.
Men det, der så også sker – og det er en kæmpe sidegevinst - er, at det samler mennesker! Blomster, haver og køkkenhaver gør mennesker glade. At dyrke giver skaberglæde og glæde over skaberværket. For mig er det frivilligt arbejde med en større mening.

Kristkirkens økohave på Hans Haves Vej 2 i Kolding en septemberdag 2021. Der er offentlig adgang til haven og til det, der bliver dyrket, men der er ikke gjort meget ud af skiltning. Det er mest kirkegængerne, der aflægger besøg i haven.

En engbrandbæger fik lov at stå op ad muren til Havehuset, selvom det er såkaldt ukrudt og endda en giftig plante. Men den er god til insekter. En dag kunne jeg tælle 7 nældens takvinge i planten, alt imens bilerne larmede forbi på Haderslevvej. Samme uge så jeg en blå libel raste på en kæmpe verbena. Så bliver man glad langt ind i hjertet.

En varm og tør augustdag i kirkehaven. Der vandes kun med en vandkande, og alt haveaffald bliver i haven. Også det meste hækafklip forsøges brugt i haven.

21. maj 2019. Bedene til de 4-årige sædskifter er ved at være på plads. Jorden er stiv og tung lerjord, smattet i regn og hårdt som dekorationsler, når det er tørt. Det kalder på kompost og jorddække.

Samme sted 2. august 2019. Det lykkedes at få noget til at gro, også det første år. Som stativ til ærteblomsterne bruges forrige års juletræ.

print
Tagget , , , ,