Årstiderne og naturens gang kan være en god anledning til at sætte fokus på forskellige aspekter af livet. Kyndelmissegudstjenester er en sådan anledning, som flere kirker benytter sig af. I Sct. Jørgensbjerg Kirke fejrede man kyndelmisse d. 2. februar. Læs bønner og og prædikenen herfra.
Gudstjeneste Kyndelmisse 2. februar 2016
Ved Martin Ishøy
Den endelige liturgi:
· Præludium
· Fællessalme: Det er hvidt herude Højskolesangbogen 253
· Nådehilsen og bøn
· Læsning af Zakarias Lovsang
· Læsning af Salme 137
· Fællessalme: 349 Tør end nogen
· Prædiken Fællessalme: 720 Som året går
· Kort perspektivering af lysgloben
· Koret: Gud er lys
· Lysgloben tændes
· Koret: Et barn er født os
· Bøn og velsignelse
· Fællessalme: 557 Her vil ties
· Exitus: Koret: Den lyse dag går under
Indledningskollekt
Tålmodige, stærke og nådige Gud,
vor himmelske forælder
Det er koldt derude,
Og vi er de indadvendte spurve
der sidder på nøgne frosne grene,
og skutter os i vinteren.
Vi beder dig:
Giv os dit ord som dagligt brød,
Giv os brødet som dit daglige ord.
Og giv os dermed at hvile og vokse i vort indre menneske
Og finde glæde i tålmodighedens gave
indtil lyset bryder frem.
Amen.
Zakarias' lovsang
v67 Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
v68 Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.
v69 Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus,
v70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund:
v71 at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os,
v72 at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt,
v73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
v74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
v75 i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.
v76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
v77 og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse,
v78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
v79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
Salme 137 v. 1-6
V1 Ved Babylons floder
sad vi og græd, når vi tænkte på Zion;
v2 i poplerne derovre
hængte vi vore citere.
v3 For vore fangevogtere krævede, at vi skulle synge,
vore plageånder krævede glædessang:
»Syng for os af Zions sange!«
v4 Hvordan skulle vi kunne synge
Herrens sange
på fremmed jord?
v5 Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
så gid min højre hånd må lammes;
v6 gid min tunge må klæbe til ganen,
hvis ikke jeg husker på dig,
hvis ikke jeg sætter Jerusalem
over min højeste glæde.
Johannes 10
v22 Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, v23 og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. v24 Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« v25 Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. v26 Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. v27 Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, v28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. v29 Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. v30 Jeg og Faderen er ét.« v31 Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.
Prædiken
Kyndelmissegudstjenesten er en årstidsgudstjeneste. Vinter er ikke bare en kalendermæssig oplysning, men også en åndelig tilstand. Det er en tilstand, hvor ting er lukket ned. Hvor situationen er under nul, og hvor der er en ufølsom overmagt, der dominerer. Derfor er ”vinter” også en sindstilstand, hvor man vender indad. Når foråret kommer vender man sig udad og det spirer og gror. I vinterens greb er man overvejende stille, og venter på, at grebet skal løsne sig. Den fysiske vinterkulde med sin tyngde og ubehagelige vejrlig er som en slags iscenesættelse af en indre åndelig overmagt, som gennemfører sin vilje, og som er upåvirkelig af vores ønsker om ”bedre vejr”.
Det har selvfølgelig ændret sig noget de seneste 100 år. Den materielle og økonomiske udvikling har gjort, at vinteren kun sjældent er et rigtigt problem. I det store og hele har vi så megen magt over naturen, at den fysiske vinter har mistet meget af sin naturgivne symbolmagt. Men der er kendsgerninger, der forbliver, selv om symbolerne forsvinder. Vi fejrer kyndelmisse som en måde at sætte ord på en situation, som ikke har ændret sig, bare fordi verden er blevet moderne.
Der er en højskolesang: ”Der truer os i tiden en ond usynlig magt”. Det er Ole Wivel 1959. Der er nok et lidt atavistisk præg over noget af salmen, men indsigten er tindrende klar og rigtig: Der er noget i tiden, der truer os. Der er noget at stå op imod. Der er noget at gøre sig klart og at byde trods. Ikke for ingen ting indleder vi i Grundtvigs fædreland trosbekendelsen med forsagelsen af djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Der er noget, der skal forsages, også i vores tid. I sangen lader Ole Wivel det repræsentere ved ”vor egen sikre viden”, som lukker af for alt det, som ikke kan måles eller vejes. … Det onde er bestemt noget, som vi har del i sammen, men som helt sikkert også er noget, der hører til i verden uden for os, og som udfolder sig på måder, som gør os ondt, og som vi ønsker ikke var.
Kyndelmisse hedder jo kyndelmisse, fordi det tilbage i katolsk tid, var dagen for indvielsen af de kirkelige lys, ”kerter”. Kyndelmisse er danske for missa candelarum. Kandelabermesse blev til kyndelmisse. Og det er indlysende, at det jo også har både en ydre og en indre betydning.
De gamle benyttede kyndelmisse til at gøre forrådet op. De vidste, at man ikke skulle bruge mere, end naturen kunne reproducere. Den viden har ”vor egen sikre viden” sendt i glemmebogen. Vi har erstattet forståelsen af naturens bæredygtighed med et bruttonationalprodukt, som kun findes inde i den store regnemaskine. At man ikke kan spise penge, og at materielle goder kommer et sted fra, er sandheder, som er ilde hørt. Men måske netop denne vinter er tiden til at besinde sig på forskellen på lys og mørke, på bæredygtighedens lys og bruttonationalproduktets mørke.
Et tegn på det så vi i søndags, hvor der blev tændt bål lige hernede i Kællingehaven lige efter solnedgang. ”Vor egen sikre viden” har fået nogen til at nedgøre Danmarks frie kyster, ubebyggede og med fri adgang for alle til at finde opbyggelse i et af de meget få uberørte naturområder i landet, kysterne. De over 200 bål der i søndags blev tændt rundt langs Danmarks kyster, var udtryk for forskellen på lys og mørke, naturrespektens lys overfor kræmmermentalitetens mørke. Det var et lille lys i vintermørket, så vi kunne varme os i en kold tid og finde opbyggelse til det der skal komme.
Vinteren er jo en tid til at regenerere, en tid til at få rødderne til at vende rigtigt, så de snart kan nære forårets sunde vækst. Vi har meget til fælles med naturen derude. De væsentligste funktioner er fælles for alt liv; buskene, ormene i jorden og mennesket. Kyndelmisse betyder, at naturens orden skal have tid og ro til at blive sig selv. Grokræfterne skal falde på plads, før den sunde vækst kan sætte ind.
Jesus var ofte under pres, fordi hans budskab og han selv var i stærk modstrid med den onde usynlige magt, som også var i tiden dengang. Således også i den tekst, som jeg læste. Men Jesus sendte ikke en hær af kampklædte engle for at tvinge sin vilje igennem. Han vidste, at sandheden og kærligheden kun kommer på egne betingelser. Det skal vi bruge både indad og udad. Jesus var tålmodig. Det skal vi også være. Jesus var tålmodig med andre. Det skal vi også være. Der truer os i tiden en ond usynlig magt. Men der er også en god usynlig magt, som stille og roligt kalder på os, og som vi kan høre, hvis vi giver os tid til at lytte, lytte til Jesu røst og derfor følge ham og frelses og aldrig gå fortabt.
Og hans røst, som vi kan høre, er hans ord, det ord der skabte og skaber verden, det ord som er aktivt i naturens dvale. Læse det kan vi i Bibelen, og høre det kan vi som skaberordet i naturen. Men ingen af stederne fatter vi det uden tro. Vi skal lade troen komme til os lige så stille, vedholdende ja, men uden vold. Blot blive ved ordet i Bibelen og i naturen – Martin Luther siger; ”hele Guds værk og skabning er Guds rene og skære tegn og ord”. Ved at finde Guds ord i naturen finder vi det - i os selv. Og det gør vi ved at følge og mærke naturens rytme i os selv.
De tre sidste vers i Ole Wivels sang lyder: ”I ordet overvintrer den sandhed vi forlod,/ og ingen magt kan hindre den i at fæste rod/ selv i en fattig jord, hvor frøet som et under/ og skjult for alle gror/./ I ordet skabtes verden/ som kloderne i lys./ I ordet skal vor færden fra dag til dag fornys,/ så vi alligevel/ får ærligt mod til sammen/ at vedgå arv og gæld.// En Adam i os alle hver stormfuld jævndøgnstid/ kan høre nogen kalde/ langmodig, trofast, blid:/ Mit barn, mit barn, giv agt – alt er igen uprøvet/ i dine hænder lagt ”.
Det er svært at finde et dybere og mere rammende udtryk for, hvad kyndelmisse har at betyde for os, som jo strengt taget ikke har brug for at indvie lysene i kirken. Vi tænder dem bare, for vi véd allerede, at de brænder med den glød, der vil os og venter på os, mens vi får vores ”rødder til at vende rigtigt”, og vores naturs orden kommer på plads, så vi kan følge lyset, også når det til foråret lyser stærkere og taler tydeligere, end det gør under vinterens åg.
Amen
Lysglobeord
Lysgloben kommer i høj grad til sin ret, når det er Kyndelmisse. Lysgloben er den ydre bærer af vores indre håb, længsel, bekymring og åndelighed.
Lysgloben er den talende tavshed i Guds ord, hvor nærværet af Guds lys brænder afstandsløst i vores sind. Nogen stærkere og kraftigere indre opbyggelse af os under vinterens åg er svær at komme i tanke om.
Derfor synger koret nu ”Gud er lys”. Derpå tænder jeg lysgloben. Så sidder vi i stilhed et minuts tid, før vi i gen kan nyde koret synge.
Afslutningskollekt
Tålmodige, stærke og nådige Gud,
vor himmelske forælder
Tak for hvad du her har givet os.
Tak fordi dit ord kalder turtelduen,
kærlighedens gudsbarn,
din egen søn, frem i os.
Lad tålmodighedens og håbets gave være
vort daglige brød,
vor madpakke,
mens vi venter på bedre tider.
Velsign os med din gavmildhed
og lad os altid synge dine salmer.
Amen
