PÅSKEDIGT

Påskeliljer

Digt over påskeliljen

Det er jo bare en blomst.

Der ligger en bunke af dem nede foran supermarkedet i en kasse. De der
lidt slatne gule nogle, ikke? Jeg tror de koster en femmer for sådan
et bundt.

Nårh jo, der stod for resten nogle af dem i en kasse på en altan. Jeg
lagde mærke til dem, fordi de var mange, der stod der og lyste gult i
morgenmørket.

Min farmor havde dem. De voksede omme ved kirsebærtræet. De var
forbavsende livskraftige og trofaste år efter år. Den vinter
kirsebærtræet knækkede og vi gravede det op forsvandt de.

Det er jo bare en blomst. Hvis man er til den slags kan man vel bare
købe sådan nogle. Den siger jo alligevel ikke noget når man plukker
den.

 Af Thomas Frovin, præst i Apostelkirken

1) Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?


2) Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.

3) Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

4) Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.

5) Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

6) Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

Salme ”påskeblomst, hvad vil du her" af N.F.S. Grundtvig 1817

print
Tagget , ,